Del siden
 
       

Pia flyttede fra mand og børn for at læse videre

Efter flere år som hjemmegående husmor var det elektriker Pia Skøtts tur til et eventyr. Opbakningen fra sin mand fik hende til at starte på uddannelsen til automationsteknolog i Randers og flytte 174 km væk fra gården i Rødekro i hverdagene. Oplevelsen har styrket familiens sammenhold og gjort dem gladere for hinanden
Artiklen fortsætter under billedet
2019-12-11
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/pia-flyttede-for-at-laese-automation/

”Nogle synes, at det var lidt at stikke af hjemmefra,” griner Pia Skøtt. Udefra så det måske også sådan ud, da den 39-årige elektriker og mor til tre i sommeren 2018 flyttede til Paderup for at læse til automationsteknolog på Erhvervsakademi Dania.

Bag valget om at bruge hverdagene så langt fra familiegården ved Rødekro lå mange overvejelser.

”Jeg tænkte for meget over det og sagde selv nej, indtil min mand sagde bestemt, at det kunne jeg godt. Han tilbød at tage slæbet hjemme. Nu syntes han, det var min tur,” fortæller Pia Skøtt, der er født og opvokset i Holsted.

Sønnike vil i mors fodspor

Hun betegner sig selv som lidt af en teknisk nørd, der måtte opgive karrieren som elektriker på grund af dårlige knæ.

Artiklen fortsætter under billedet Fra familiegård med 42 fodboldbaner marker til pendlerværelse i Randers. Fra hjemmegående med tre børn til fuldtidsstuderende langt fra hjemmet. Pia Skøtts liv ændrede sig radikalt, da hun valgte at starte på studiet til automationsteknolog, men hun har ikke et sekund fortrudt sit valg.
 
Fra familiegård med 42 fodboldbaner marker til pendlerværelse i Randers. Fra hjemmegående med tre børn til fuldtidsstuderende langt fra hjemmet. Pia Skøtts liv ændrede sig radikalt, da hun valgte at starte på studiet til automationsteknolog, men hun har ikke et sekund fortrudt sit valg.

For sjov begyndte hun at programmere PLC, som bruges til automatisk styring af maskinanlæg.  Det skete ved siden af at være hjemmegående med børnene på 11, 13 og 16 år og drift af landbruget med 30 hektarer korn, som de selv dyrker. Trods de mange opgaver blev hun efter et åbent hus på automationsteknolog i Randers sikker i sit valg - og det blev børnene også.

Pias råd til dig, der overvejer at læse videre

"Bare spring ud i det! Man kan godt sidde fast i tanken om, at jeg er elektriker, og sådan er det. Men jeg kan også godt andet, og det skal man sige til sig selv. Eller få nogen til at sige for sig."

”De skulle se, hvor jeg ville være henne i hverdagene, og de syntes, det var meget spændende. Faktisk så meget, at nu vil den mellemste også være automationsteknolog,” smiler Pia Skøtt glad.

Læs også: 58 årige Jan går fra ledervejen til automationsteknolog i Hedensted

Flyver sammen med droner

Og netop glæde mærker man tydeligt hos Pia. For det fungerer faktisk rigtig godt for hele familien, at mor nu studerer i Randers fra mandag til fredag.

”Jeg nyder at være hjemme i weekenderne, og vi er sammen som familie på en helt anden måde. Normalt vil teenagerne gerne sidde ved deres computer, men når jeg er hjemme, er de sammen med os. De vil være med og var det også, da jeg fx skulle flyve med drone i forbindelse med mit kursus i det,” fortæller familiemoren, der nu har levet på den måde i 1,5 år.

”Det havde jeg ikke troet, jeg kunne. Det har givet meget selvtillid, at jeg kan noget, og at der er brug for mig og mine kompetencer både i branchen og hjemme,” siger hun.

Læs også: Lykke er første kvindelige automationsteknolog


Parforholdet styrket

Førhen har det ofte været mor, børnene gik til. Fordi Pia nu er væk i hverdagene, har hendes mand Ole derfor været anderledes på ved siden af sit fuldtidsarbejde.

Artiklen fortsætter under billedet Der blev ikke sparet på fordommene om mor, der flyttede hjemmefra, da Pia Skøtt startede på studiet i Randers, 174 km væk fra mand og børn. Men oplevelsen har styrket familiens sammenhold, givet større nærvær og gjort hende og manden endnu gladere for hinanden
 
Der blev ikke sparet på fordommene om mor, der flyttede hjemmefra, da Pia Skøtt startede på studiet i Randers, 174 km væk fra mand og børn. Men oplevelsen har styrket familiens sammenhold, givet større nærvær og gjort hende og manden endnu gladere for hinanden

”Han er kommet tættere på sine børn, og hele processen har været sund for os alle. Vi tager ikke hinanden for givet længere og prioriterer nærværet i weekenderne,” forklarer hun og husker, hvad hendes forældre sagde om hendes og mandens forhold:
I virker til at være endnu gladere for hinanden.

Artiklen fortsætter under billedet Det er robotter som denne, Pia Skøtt under studiet lærer og øver sig i at programmere
 
Det er robotter som denne, Pia Skøtt under studiet lærer og øver sig i at programmere

”Og det er der nok noget om. Vi har i vores 19 år sammen aldrig været fra hinanden som nu. Det er sundt for forholdet at savne hinanden ind i mellem,” siger Pia Skøtt.

Sommerferie i Randers

Da det blev sommer, flyttede hele familien en uge ind i en medstuderendes værelse i Paderup på ferie. Det var trængt, men også godt for hele familien at se og opleve Pia Skøtts hverdag med gåture i mosen, indkøb i storcenteret og selvfølgelig opleve Randers by.

”Det var en stor oplevelse for alle at se min hverdag på nærmeste hold, og min mand var overrasket over, hvor kæmpe stor Dania faktisk er,” griner hun.

Mere positivt end negativt
Fordomme om at løbe væk hjemmefra var der som bekendt nok af, da hun startede på studiet.

Nogle spurgte også, hvordan hun kunne være bekendt at byde sin familie det.

”Det gjorde mig usikker i mit valg, men jeg tror, deres negativitet skyldes misundelse, fordi de selv sidder fast i en kedelig hverdag. Jeg kan se flere positive ting ved vores valg i dag end negative,” smiler Pia Skøtt, der om lidt starter i praktik i Sønderborg, og derfor flytter hjem igen.

”Det bliver nok lidt en omvæltning for alle, men det skal nok gå,” slutter hun.

Den videregående uddannelse til automationsteknolog tager to år, og Pia Skøtt er derfor færdiguddannet til sommer.

FAKTA om uddannelsen til automationsteknolog

  • 2-årig videregående uddannelse i robotter til industrien
  • Opbygget af 1 ½ års praksisnær undervisning, tre måneders praktik og hovedopgave
  • 100 % i job. Alle studerende kommer i job, og flere bliver headhuntet til jobs, inden de har afsluttet uddannelsen
  • Arbejder med robotter som programmør, projektleder eller ingeniør
  • Mulighed for at læse videre til bachelor i fx innovation, produktudvikling og teknisk integration
  • Findes i Randers og Hedensted
  • Studiestart til august.

Hjalp denne side dig?