Autoteknologer fra Viborg får nyeste viden på studietur til USA

Fredag drager 14 autoteknolog-studerende fra Erhvervsakademi Dania i Viborg til USA for at få den nyeste viden inden for branchen ved bl.a. en af verdens største bilmesser i Las Vegas.
nyhed

Det er ikke småting, de 14 studerende på den videregående uddannelse til autoteknolog skal, når de i november er 17 dage i USA på studietur. En stor del af turen kommer til at foregå ved messen ”SEMA Show”, der er en af verdens største bilmesser for branchefolk. Las Vegas-messen fylder over en million kvadratmeter og har mindst 2.000 udstillere, der kommer i kontakt med de 100.000 producenter, købere og ja, Danias autoteknolog-studerende fra Viborg.

Udover at opleve den nyeste teknologi, designs og forretningsmetoder inden for bilbranchen skal de studerende også deltage i forskellige relevante seminarer.

”På messen får de studerende også udbygget deres faglighed og viden, hvilket er den ene af de tre grundelementer i studieturen. Den anden er at opnå en større kulturforståelse. De studerende har fx fået mails med dresscode til messen, hvilket er anderledes fra i Danmark. Det tredje element i turen er det sociale med mere turistmæssige aktiviteter,” siger studieleder Niels Bruun, der skal med de studerende til USA.

Studerende tjent 30.000 kr. til turen

En studietur til USA for bilnørder indeholder naturligvis også besøg på Los Angeles’ Automotive Museum, ligesom at studietursgruppen på forhånd har lejet biler til at køre rundt i. Udover Las Vegas og Los Angeles skal de studerende også besøge New Orleans i Louisiana samt Austin og Houston i Texas.
Med sådan et program har det været nødvendigt for de studerende at tjene lidt ekstra til billetterne.

”De studerende har blandt andet stillet en musikscene op og ned i Bjerringbro til et større arrangement, ligesom de har solgt billetter der. Sammen med sponsorater fra branchen har de samlet 30.000 kroner ind i tilskud,” smiler Niels Bruun, der selv glæder sig til et bestemt virksomhedsbesøg:

”Vi skal besøge BMW’s værksted i Beverly Hills, der er i fire etager. Det var sidste år meget populært, og det er også et meget imponerende og amerikansk værksted.”

30.10.14