Bravida hyldes for praktikophold

Bravida har ifølge el-installatør fra Erhvervsakademi Dania gjort praktikophold særligt godt. Derfor er de nu finalister i Årets Dania-praktik
Af Malene Thomsen, kommunikationsmedarbejder
nyhed

25-årige Thomas Bruun Henriksen fra Trustrup på Djursland har været så glad for sit to måneder lange praktikophold hos Bravida i Aarhus som el-installatør, at han har indstillet dem til titlen som Årets Dania-praktik. Opholdet har imponeret så meget, at Bravida nu er gået videre til finalen.

”Bravida har virkelig givet mig plads til at udvikle mig fagligt og personligt. Jeg har virkelig rykket mig meget,” siger Thomas Bruun Henriksen og tilføjer:
”At have fået lov til at styre mine egne projekter på sådan en stor byggeplads har været over al forventning. At kunne følge et projekt, dets udvikling og hvordan tingene tager form, og som jeg har planlagt, det har virkelig været sjovt at være med til,” siger Thomas Bruun Henriksen, der fra dag et har været imponeret over sin praktikvejleder Jan Andersen Dahl, der glædeligt tager imod de rosende ord fra Thomas.

”Jeg husker tydeligt min egen tid i praktik – det var det bedste! Derfor handler det for mig om at give Thomas den samme fede oplevelse, som jeg selv havde,” smiler Jan Andersen Dahl.

Ansvar og tillid fra dag et

Thomas Bruun Henriksen har i sin praktik haft sin daglige gang på det store sygehusbyggeri i Skejby. Han har førhen arbejdet på en del byggepladser, hvor han ofte har oplevet en hård tone blandt håndværkerne. Men det har han ikke oplevet på byggepladsen ved det nye sygehusbyggeri i Skejby.

”Folk har været meget imødekommende. Her får jeg hjælp, når jeg har brug for det, og man bliver altid mødt med godt humør. Det betyder virkelig meget at møde den opbakning, når man for første gang er ansvarlig for sine egne projekter,” forklarer Thomas.
Han er fra dag et blevet udvist stor tillid og har fået ansvaret for flere forskellige projekter. Og det er bestemt også noget af det, der har gjort et stort indtryk på ham.

”Det kan lyde åndssvagt, at en opgave ved en dørinstallation er noget af det, jeg husker som særligt godt ved mit praktikophold. Men det at få sit eget projekt, og at få vist den tillid, betød virkelig meget for mig,” siger Thomas. 

Thomas blev kastet ud i opgaven med at skulle lave nogle installationer ved en dør i den store sygehusbygning. For ham handlede det om at tage opgaven til sig og gå i krig med det samme.

”I første omgang virkede det lidt skræmmende at skulle kaste sig ud i. Men det var jo ikke så slemt. De gav mig den tid, jeg havde brug for til at kunne ordne det i mit eget tempo. Det resulterede godt nok i et par utålmodige tømrere,” griner Thomas, som tog det hele som en del af oplevelsen og som en udfordring.

Med hvor beslutningerne tages

Thomas er i løbet af sit praktikophold blevet bekræftet i, at han vil arbejde inden for el-branchen. Opgaverne og arbejdet fangede hans interesse allerede dengang, han var i lære som elektriker. Men der skulle noget mere til.

”Jeg ville udfordre mig selv. Som elektriker får du en tegning, der viser, hvor de forskellige installationer skal være. Men som el-installatør er du med der, hvor beslutningerne tages. Du får en forståelse for, hvorfor tegningen ser ud, som den gør. Det ville jeg være med til.  Jeg ville være med i tankerne og overvejelserne bag beslutningerne og finde ud af, hvorfor man gør, som man gør i stedet for bare at gøre det,” afslutter Thomas.  

Vinderen af Årets Dania-praktik findes sidst i maj og går videre til den nationale finale for alle erhvervsakademier i Danmark i Odense den 7. juni.