Dania bygger bro mellem studerende og erhvervslivet

Samarbejdet mellem studerende og erhvervslivet var i fokus, da Erhvervsakademi Dania i Hobro inviterede tre store virksomheder til branchedag for handelsøkonomerne på 2. semester
Af Malene Thomsen, kommunikationsmedarbejder
nyhed

Erhvervsakademi Dania i Hobro tog imod tre store virksomheder: Siemens, Vestas og Actona og deres nuværende praktikanter fra Dania, da der var branchedag for handelsøkonomerne.  

Handelsøkonomerne på Erhvervsakademi Dania skal på deres 3. semester i praktik i mindst 30 uger, svarende til 8 måneder i en virksomhed i ind- eller udland. De studerende er attraktive for mange virksomheder, store som små, og netop derfor er der også kamp om pladserne. For de studerende ved, hvad de vil, og hvor de vil hen. 

Handelsøkonomerne er det rigtige match

HR-konsulent Stine Nicholson fra Actona er også overbevist om, at handelsøkonomer er de rigtige kandidater for dem.

”Handelsøkonomerne har efter et enkelt år på skolebænken en god teoretisk bagage til at komme ind i en handelsvirksomhed, hvor vi er meget mere praksisorienteret – så der er ingen tvivl om, at de er det helt rigtige match for os,” konstaterer Stine Nicholson, der lige nu har to handelsøkonomer i praktik. 

Siemens, Vestas og Actona har allerede nu en handelsøkonom i praktik, hvoraf flere af dem fortsætter som trainees og fastansatte. Det er en oplagt mulighed for de studerende til at få en fod indenfor, og branchedagen er derfor med til at bygge bro mellem de studerende og erhvervslivet.

Ud hvor man ikke kan bunde

”Det var fedt at høre virksomhederne og praktikanterne fortælle om deres arbejde. Det er ingen hemmelighed, at det er en stor drøm for mig at komme ind i en af de store virksomheder som Siemens eller Vestas. Der var så mange muligheder – og som praktikant er man med, der hvor det sker. For mig handler det om at blive udfordret og også sommetider komme derud, hvor man ikke kan bunde,” fortæller 22-årige Nicklas Mouritzen, der læser til handelsøkonom.

For ham var det særligt interessant at høre om de mange muligheder, der er, når han er færdig med sin uddannelse.

”Mulighederne er der helt sikkert – det er jo egentlig kun evnerne, der sætter begrænsningerne for, hvor man ender henne,” kunne Nicklas Mouritzen konstatere efter en snak med de tre virksomheder.

For ham er det uden betydning, om han skal sidde og købe små komponenter eller møbler. For Nicklas handler det om at opleve og udvikle, og branchedagen har været med til at give ham en klar idé om, hvad han gerne vil.