Dania-dimittend bag bedømmelses-site for uddannelsesinstitutioner og uddannelser

Stefan Kjeldsens egen frustration med manglende overblik over studiemuligheder kickstartede iværksætterdrømmen og onestudent.dk under studiet til markedsføringsøkonom ved Erhvervsakademi Dania i Viborg. Mød ham til Infomøde onsdag d. 25. februar.
nyhed

Hvordan er kønsfordelingen? Er uddannelsen praksisnær? Hvordan er lokalerne og underviserne?
Det er sådanne spørgsmål, som alle kommende studerende har, når de skal vælge uddannelse og netop de spørgsmål, som Stefan Kjeldsen fra Silkeborg havde med, da han sidste år var til en uddannelsesevent i Aarhus. Han fik bare ikke svar på noget som helst.

”Det var en kaotisk oplevelse. Jeg fandt hverken en studievejleder eller svar på mine spørgsmål, så jeg tænkte, at det var en god idé at samle den slags for alle uddannelser på ét sted online,” fortæller 22-årige Stefan Kjeldsen.

Oplevelsen var i foråret 2014, mens han var i gang med at afslutte den toårige videregående uddannelse til markedsføringsøkonom på Erhvervsakademi Dania i Viborg. Få måneder efter havde han eksamensbeviset i hånden, og bedømmelsessiden www.onestudent.dk var født.

Win-win for studerende og uddannelser
På siden kan elever og studerende vurdere deres uddannelsesinstitution på fem faste parametre og give stedet mellem 1-5 stjerner, ligesom de kan søge i og læse andres anmeldelser. 

Men siden er ikke kun for studerende. Uddannelsesinstitutionerne vil i samarbejde med Onestudent.dk kunne fastsætte parametre, som de gerne vil bedømmes på. De kan også få statistik på de studerendes bevægelser på nettet, indtil de landede på netop deres uddannelsesinstitution.

”Det gør onestudent.dk til en win-win for både skoler og studerende, og selvom der ikke er så mange brugere endnu, er jeg overbevist om, at der kommer flere,” siger Stefan Kjeldsen, der trods to konkurrenter på markedet, tror på, at sidens enkle design kommer til at vinde i det lange løb.

”Nogen siger, at man skal sigte efter månen, for rammer du ved siden af, lander du mellem stjernerne. Det er fint, men jeg har nok en lidt mere ydmyg tilgang, hvor jeg sætter simple delmål,” smiler Stefan.

Vil være selvstændig
’Om et halvt år ville du ønske, du var startet i dag’ er et af de citater, som han har hængende på sin væg i lejligheden i Aarhus. Det motiverer ham i arbejdet med onestudent.dk.

”For at starte en succesfuld virksomhed op har man brug for 50 % kompetencer og 50 % gåpåmod. Det her er min debut som iværksætter, og jeg kommer til at lave flere projekter i fremtiden.  Mit mål er uden tvivl at blive selvstændig, for på den måde kan jeg lave det, jeg virkelig brænder for,” forklarer Stefan Kjeldsen.

Selv havde han overvejet at blive softwareingeniør, men hans far, der er sælger, fik ham overbevist om fordelene ved at vælge salg og markedsføring.

I dag er han glad for, at han lyttede til sin far og valgte Dania i Viborg:
”Programmeringen af siden har været lang, men jeg har slet ikke fortrudt, at jeg valgte at blive markedsføringsøkonom. Softwareingeniører mangler kundekontakt og det udadvendte arbejde, og jeg er bange for, at jeg via den vej aldrig havde set muligheden eller turde tage springet til at lave onestudent.dk.”

Du kan møde Stefan til Infomøde på Prinsens allé i Viborg onsdag d. 25.februar kl. 19, hvor du kan høre mere om hans oplevelse af at gå på Dania, hans liv som iværksætter og hans videreuddannelse i Aarhus.

 

19.02.15