Masser af muligheder som datamatiker

Der er masser af jobmuligheder, men man skal ville det 100%. Nørder eller ej, datamatikerstuderende fra Erhvervsakademi Dania i Skive er begejstrede for uddannelsen og studiemiljøet. 2 ½ år inklusiv praktik giver gode jobmuligheder i danske og internationale virksomheder.
nyhed

Dennis Rosenvinge på 19, Niki Rasmussen på 20, Thomas Væver Andersen på 36 og Mike Hjorth Christensen på 22 år har siden studiestart arbejdet i samme gruppe. ”Det fungerer rigtig godt,” siger de samstemmende, mens de på flere tavler skitserer et timeberegningssystem op med udgangspunkt i Danias organisation. Udfordringer med it-projekter fra virkeligheden bliver aktivt inddraget på studiet, men der er også hver dag ny teori. ”Der er lektier, og en del er på engelsk,” siger Thomas, og tilføjer: ” Vi har typisk lektioner fra 8-13, dertil kommer projektarbejde og studielektier hjemme. Men det er overraskende dejligt hver dag at lave lige præcis det, jeg brænder mest for. Jeg er rigtig glad for at gå på Erhvervsakademi Dania.”

Smartphone og Microsoft-pakken gør en fed forskel

Alle Danias datamatiker studerende får en smartphone på studiet. ”Det er klart en fordel, fordi så kan man lave en app til sin egen telefon. Det er godt vi fik den så tidligt, så man også kan lege med den derhjemme,” er de fire datamatikerstuderende enige om. 

Dania har en aftale med Microsoft, så de studerende får professionelt software til udvikling. På den måde har de adgang til alle Microsofts produkter, og det er rigtig brugbart. ”Vi har en rigtig god samling af professionelt software, og hvis man sidder derhjemme, kan man altid få hjælp gennem Microsoft developer network.”

Fire datamatiker studerende fra Skive 

Praktik leder til job

”Rigtig mange studerende får job, der hvor de har været i praktik”. Niki drømmer om praktik i Google – men de andre mener også, at en praktikplads i fx Microsoft ville være god. Alle tænker, at det at være programmør i dag er meget internationalt, som igen giver andre jobmuligheder.

Mulighederne bliver holdt åbne på studiet, og man har selv ansvaret. Det er noget, som falder i god jord hos de studerende, der står overfor at skulle til eksamen med både gruppe- og individuel vurdering. Som Thomas siger: ”Man får rigtig meget ud af det, hvis man vil.”

Både HTX`ere, HHX`ere  og  erhvervsuddannede starter på datamatikeruddannelsen

Thomas Væver er HHX og tømrer-uddannet. Efter flere år som aktiv tømrer fik han en skade, og med bil, hus og familie var studiet på 2 ½ år til at gå til rent økonomisk. En del kommer fra Skive og det nære opland, men Niki kører fx hver dag fra Aars og Mike, der også er DSR-repræsentant, er oprindelig fra Skagen. Han vil måske gerne undervise, når han er færdig. ”Jeg er blevet undervist i programmeringssproget C# på HTX og kendte derfor noget til programmeringssproget, da vi fik det på studiet. Vi startede med basis, men man skal følge med.”

De studerende arbejder videre på timeberegningssystemet med en klar anbefaling til alle, der elsker computere og programmering: Hvis du har lyst til det, og vil passe dine opgaver og studie, så er det et fedt studie. Thomas slutter af med: ”Da vi havde efterårsferie, glædede jeg mig til at komme tilbage på akademiet igen.”