El-installatør: "Jeg laver det samme som en ingeniør – jeg har bare taget en kortere uddannelse"

Anders Mortensen har været omkring både jura- og ingeniørstudiet på universitet. Men først på Erhvervsakademi Dania i Hadsten fandt han den rigtige studieform for ham. I dag er han rådgiver ved Rambøll og med i flere store byggeprojekter i Aarhus.
nyhed

Først prøvede Anders Mortensen jurastudiet, og så ingeniørstudiet af på universitetet. Begge dele var ikke det rigtige for ham, men det var elektriker-uddannelsen, og den åbnede døren til el-installatør-uddannelsen på Erhvervsakademi Dania i Hadsten.

”Jeg har været i forelæsningsmiljøet, og det var ikke noget for mig. Uddannelsen til el-installatør gav mange muligheder for forskellige karriereretninger. Hvis jeg ville præge en stor virksomhed og sætte mit fingeraftryk på store projekter, kan jeg det. Vil jeg hellere være selvstændig og herre i eget hus, har jeg også mulighed for at gøre det,” fortæller 36-årige Anders Mortensen, der efter endt uddannelse aldrig har haft brug for at skrive en jobansøgning.

”Uddannelsen fra Hadsten var nok til, at jeg kunne vælge og vrage mellem alle jobs, for der mangler virkelig uddannede el-installatører. Vi kan ikke få arbejdskraft nok.”

Super sammenhold
I dag er han ansat ved Rambøll som rådgiver. Her er han med i flere store byggeprojekter i Aarhus som tæller alt fra Z-house-projektet på havnen og opførelsen af en børnehave i Gellerup til ombygning af Vestas’ hovedkontor og boligrenovering. Her arbejder han tæt sammen med blandt andet ingeniører.

”Jeg laver det samme som en ingeniør inden for mit felt. Jeg har bare taget en kortere uddannelse,” smiler Anders Mortensen.

Han husker tilbage på tiden på Dania som en god og ses stadig med andre fra holdet.

”Nogle gange valgte vi at arbejde til sent på projekter, og så bestilte vi bare pizzaer og arbejdede igennem på skolen. Det har givet en super sammenhold, og selvom det er to år siden, jeg blev færdig, er vi stadig kammerater. Vi ses til julefrokoster og kanoturer, og det er et uvurderligt netværk, som jeg fik i Hadsten," smiler han.

El-installatør har optagelse både sommer og vinter, og du kan læse mere om uddannelsen og optagelsen her. 

 

11.05.15