Erhvervsakademi Dania kårer årets bedste praktikophold

I år kårer Erhvervsakademi Dania for første gang det bedste praktikophold, når konkurrencen om Årets Dania-praktik sættes i gang. Prisen går til et praktikophold, der har været særligt godt, og vinderen går videre til den nationale konkurrence med Danmarks otte andre erhvervsakademier
Af Malene Thomsen, kommunikationsmedarbejder
nyhed

Når de studerende står med et eksamensbevis fra en uddannelse fra Erhvervsakademi Dania i hånden, er det med værdifuld erhvervserfaring fra det obligatoriske praktikforløb i bagagen. Med en kåring af Årets Dania-praktik sætter Dania særligt fokus på det tætte og betydningsfulde samarbejde, der er med erhvervslivet.

”De studerendes praktik er en del af vores DNA. Det er helt centralt, at vi er tæt inde på erhvervslivet, og med kåringen af Årets Dania-praktik håber vi at kunne sætte endnu større fokus på den del af uddannelsen,” siger rektor på Erhvervsakademi Dania, Anders Graae Rasmussen.

En hyldest til det gode samarbejde

Alle studerende fra Erhvervsakademi Dania skal i løbet af deres uddannelse i et praktikforløb i enten ind- eller udland. Hvert år er cirka 800 studerende fra Dania i praktik – det er 800 studerende, der med den nyeste viden og arbejdskraft kan bidrage til erhvervslivet og deres aktuelle problemstillinger.

Med kåringen af Årets Dania-praktik er Anders Graae Rasmussen ikke i tvivl om, at der vil blive skabt endnu mere fokus på det gode samarbejde.

”Det handler helt sikkert om at hylde det gode praktikophold, og fra både de studerende og Danias side så handler det om at hylde det gode samarbejde, vi har med erhvervslivet,” siger Anders Graae Rasmussen.

Et klap på skulderen

Det er de studerende selv, der skal nominere deres praktikophold. Det er en oplagt mulighed for de studerende til at give virksomheden et klap på skulderen og sige tak for det, de har fået ud af deres praktik. Det er samtidig en mulighed for iværksættere at nominere deres egen virksomhed, de har startet under praktikken. For Anders Graae Rasmussen står det klart, at de studerende på den måde tager medansvar og samtidig er med til at inspirere til fremtidige praktikophold.

”Det er helt essentielt, at vi sammen med de studerende ved kåringen af Årets Dania-praktik kan være med til at inspirere både studerende og virksomheder til at få det optimale ud af samarbejdet, og at det generelt er en god mulighed at have en studerende fra Dania i praktik,” siger Anders Graae Rasmussen.

Konkurrencen om at vinde Årets Dania-praktik begynder den 15. marts. Alle studerende, der har været i praktik i studieåret 2015/2016, kan indstille deres praktikophold.