Finansøkonomer bruger hjerte og hjerne ved Den Sociale Retshjælp

Louise Svensson og Maria Feldt Nielsen rådgiver gældsramte danskere ved Den Sociale Retshjælp. Man behøver nemlig ikke kun arbejde i en bank som finansøkonom fra Erhvervsakademi Dania i Silkeborg.
nyhed

Louise Svensson er under uddannelse til finansøkonom ved Erhvervsakademi Dania i Silkeborg og i tre måneders praktik, men hun og Maria Feldt Nielsen har ikke valgt banker eller revisorer som mange andre studerende. De er en del af gældsrådgivningen ved Den Sociale Retshjælp i Aarhus. De kan nemlig løse mere end juridiske problemer. Her kan alle henvende sig og gratis få hjælp med deres økonomi, hvis de har mistet overblikket over, hvem de skylder penge, hvor meget de skylder, og hvordan de kan komme af med gælden.

”Jeg elsker at hjælpe folk og at være tæt på mine klienter. Når jeg hjælper dem, ved jeg, at jeg løfter en stor byrde fra deres skuldre,” siger Louise Svensson, som bliver suppleret af Maria Feldt Nielsen:
”Ja, nogle gange kan man nærmest høre stenen falde fra klientens hjerte. Man gør virkelig en forskel for de her mennesker, og det er en fed følelse.”

Virkelighedens Luksusfælden
Mange henvender sig til Den Sociale Retshjælp efter at have mistet overblikket over deres gæld, hvorefter Louise eller Maria finder oplysningerne i bl.a. RKI-registret. Bagefter kan sagerne tage mange forskellige drejninger, for mens nogen bare vil høre tallet, vil andre gerne have lavet en plan for at tilbagebetale kreditorerne.

Til trods for at Louise og Maria ikke er færdiguddannede finansøkonomer endnu, indgår og forhandler de allerede afdragsordninger på vegne af deres tilsammen 40 klienter. Den del kan minde om tv-programmet ’Luksusfælden’, men der er stor forskel mellem virkelighed og tv: ”Vi har ikke samme fuldmagt som i ’Luksusfælden’. Vi kan ikke sige til en person, at han skal holde op med at ryge eller sælge bilen for at få en bedre økonomi. De planer, vi laver, er mindre radikale og nok mere realistiske og holdbare i længden,” siger Louise Svensson.

maria

Jobbet som gældsrådgiver kræver også, at man kan have mange bolde i luften, for det er ikke muligt at starte en sag op og færdiggøre den samme dag. Sager kan tage en uge, men med 30-40 kreditorer kan de nemt strække sig over mange måneder, når hver enkelt kreditor skal kontaktes.

”Desværre henvender nogle klienter sig, når skaden er sket, og bålet brænder. Får man sådan en opgave, bliver vi nødt til at hjælpe hinanden på kontoret for hurtigt at sikre, at klienten fx ikke bliver smidt ud af sit hjem. Derfor er en stor del af jobbet også at kunne prioritere sine opgaver og tid, og det kan de studerende fra Dania,” fortæller leder af Gældsrådgivningen og praktikansvarlig Lene Dall-Hansen.

Fængsel og fremtid
Men gældsrådgivningen foregår ikke kun på kontoret i Aarhus. Den Sociale Retshjælp har også et rejsehold, der sidste torsdag hver måned besøger statsfængslet i Sønder Omme. Det er et nyt samarbejde, som Maria Feldt Nielsen er blevet ansvarlig for. Et lignende samarbejde har kørt de sidste fire år i Ringe Statsfængsel på Fyn med stor succes, og selvom det kræver meget planlægning og forarbejde, er samarbejdet med Sønder Omme godt på vej til at blive samme succes. Ved sidste besøg havde rejseholdet ikke mindre end 15 nye klienter med hjem.

”Vi er to gældsrådgivere og tre jurister afsted, og så mødes de indsatte med os i kantinen og i mødelokaler. Der er ikke den store forskel på dem og de almindelige klienter, for ofte vil de også have overblik over deres økonomi og en plan for, hvordan de kan komme af med deres gæld,” forklarer Maria Feldt Nielsen.

Både hun og Louise Svensson vil gerne fremadrettet arbejde med gældsrådgivning i det offentlige eller private, når de er færdige med uddannelsen på Erhvervsakademi Dania. Det spår gældsleder Lene Dall-Hansen ikke bliver et problem: ”Arbejdet her giver et godt indblik i den menneskelige del af finansarbejdet og afskærer ikke praktikanterne fra at komme i bank en dag. Vi har haft praktikanter, der i dag arbejder ved Jyske Bank, for her får de rigtig meget ansvar og lov til at lave noget,” forklarer Lene Dall-Hansen, der også oplever, at kommunerne opretter flere og flere stillinger med gældsrådgivning: 
”I fremtiden bliver der flere arbejdspladser inden for gældsrådgivning, for der er og vil komme mere fokus på, hvor svært det er at styre sin økonomi.”