Første dag for ny uddannelse på nyt campus

1. september slog Erhvervsakademi Dania for første gang dørene op for studerende på det nye campus i Horsens-Hus. Ind kom blandt andet 29 studerende til den videregående uddannelse til administrationsøkonom, som er helt ny i Horsens
Af Anne-Mette Gyldenløv, journalist
nyhed

Mens disen lettede over byens tage af den skarpe morgensol tog studiekoordinator fra Erhvervsakademi Dania, Jørgen Kløve Søgaard, imod 29 nye studerende med et solidt håndtryk, øjenkontakt og kaffe på kanden.

Det er første gang, at Erhvervsakademi Dania byder velkommen til nye studerende på den videregående uddannelse til administrationsøkonom og samtidig første dag for det nye campus på 5. og 6. sal i Horsens-Hus i hjertet af Horsens.

En af de nye studerende er 34-årige Mette Mortensen, der bor i det sydlige Horsens. Hun er uddannet pædagog, men har gennem en praktik som sagsbehandler fået øjnene op for det administrative arbejde og dermed også uddannelsen.

Mette Mortensen Ny Studerende Paa Ny Uddannelse I Horsens

”Jeg vil gerne arbejde som sagsbehandler, og det kan jeg via uddannelsen. Studiets længde, placering og familieforhold gjorde udslaget i at vælge stedet her, og jeg tror, at det bliver godt, selvom det lige nu er lidt tåget, præcis hvad jeg får – udover en bedre kondi af trapperne til 5. og 6. sal,” griner Mette Mortensen.

Hun har de sidste uger været på et studieforberedende forløb i erhvervsøkonomi, så det er ikke første gang, at hun er i huset.

”Det har hjulpet meget at gå her inden studiestart for at genfinde den viden, som var langt væk i hukommelsen. På første dag i dag er der meget information, men det er også godt at se alle folk og høre, hvorfor de har valgt uddannelsen,” fortæller Mette Mortensen.

Ny uddannelse giver nyt studiemiljø

Campuschef Annette Poulsen Forklarer Om Dania

På campuschefens kontor er stemningen i top.

”Det er en fantastisk dag. Starten på et nyt studieår er altid spændende, men i år er det ekstra interessant, fordi vi har fået nye lokaler og endnu en uddannelse i gang. Tidligere havde vi gode rammer, men det var ikke vores på samme måde, som dette er. Ved at have fået den nye uddannelse får vi samtidig mulighed for mere interaktion på tværs af uddannelserne, og det giver et lærerigt og interessant studiemiljø til gavn for alle,” fortæller campuschef Annette Poulsen.

Samlet har Erhvervsakademi Dania i Horsens nu 130 studerende fordelt på sine toårige videregående uddannelser til administrationsøkonom og handelsøkonom.

Se her flere billeder fra dagen på Campus Horsens' facebookside