Freeway direktør efterspørger datamatikere

Freeway efterspørger kompetente datamatikere til jobs, og Erhvervsakademi Dania har flere studerende, der skal i praktik hos Freeway i Viborg. Som direktør/CEO Henrik Damsgaard siger, så har branchen brug for flere veluddannede, som er klar til de mange jobs, der er i it-sektoren. Alle analyser viser, at der fortsat vil være i fremtiden.
nyhed

Freeway ApS ligger i Viborg og deres primære forretningsområde er udvikling og drift af websites og portaler. Virksomheden startede i 1998 og har siden oplevet en voldsom vækst. Dette har betydet en løbende rekrutteringsjagt efter dem, der har en specialiseret viden om design og udvikling af software.

Henrik Damsgaard fortæller: ”Som så mange andre it-virksomheder mangler vi kvalificeret arbejdskraft inden for programmering og systemudvikling. Vi oplever, at vi med en placering i Midt- og Vestjylland har svært ved at få dækket vores behov for kvalificeret arbejdskraft. Derfor er der konkret behov for, at flere unge – og gerne unge fra vores lokalområde - rent faktisk vælger IT som deres karrierevej og uddanner sig som fx datamatikere på Erhvervsakademi Dania i Skive.”

Et godt valg for studenter, der vil læse en videregående brugbar uddannelse på 2 ½ år

Afdelingschef Hanne Mentz Nedergaard fra Dania i Skive er glad for, at Freeway allerede har haft Dania studerende i praktik, og at Freeway allerede igen til august åbner dørene for nye praktikanter. Den obligatoriske praktikperiode i en professionel it-virksomhed er med til at udvikle og forme dem til deres fremtidige virke i it-branchen.

Hanne vil gerne skyde opfordringen fra Freeway ud til de mange unge, der denne sommer skal beslutte, hvilken videregående uddannelse de skal i gang med, og dermed hvilket karrierespor de går ud af.

Hun uddyber: ”Vi ved fra analyser i IT-sektoren, at efterspørgslen er der. Vi ved, at vi giver vores studerende de kvalifikationer som branchen efterspørger. Tilbagemeldinger fra praktikvirksomheder viser også, at virksomhederne er glade for Danias datamatikerstuderende, og at de kommer med kompetencer, som virksomhederne efterspørger. Så vælg en uddannelse, hvor der er yderst gode beskæftigelsesmuligheder – bliv datamatiker!”

freeway web

Programmering og systemudvikling er dagligdag i Freeway

Henrik Damsgaard har kunder og samarbejdsrelationer i en lang række lande og inden for mange sektorer. Freeway står i dag bag sites som dating.dk, studieportalen.dk, lejebolig.dk og Plusbog.dk, sites der udover deres danske rødder også er lanceret i flere lande. Et af de nyere sites på det danske marked er roomservice.dk, med pay off`en ”Spis godt, hjemme”, der håndterer bestillinger på take away markedet fra forbrugere i hele Danmark til en lang række af de bedste restauranter. Han kender profilen på en god medarbejder: ”Vi søger it-udviklere, som både brænder for udvikling af software, men som også har lyst til produktudvikling i en forretningsmæssig sammenhæng. Og vi er sammen med mange andre it-virksomheder klar til at modtage flere it-specialister – og gerne datamatikere”.