Patrick er mønsterbryder: "Jeg vil gerne have mere ansvar"

”Der skal ske noget,” siger Patrick, som nu læser til produktionsteknolog på Erhvervsakademi Dania i Skive og bliver udfordret med bl.a. produktudvikling ”Jeg vil gerne have mere ansvar, og søgte derfor ind, som den første i min familie”. Patrick Bekhøj Blaabjerg er på den måde mønsterbryder og et eksempel på, at Danias to-årige videregående tekniske uddannelser påvirker de studerende til at overveje nye karrieremuligheder.
nyhed

Patrick er 22 år og uddannet kleinsmed fra en maskinfabrik på Mors, hvor han også bor og gerne ser sine børn vokse op. ”Efter folkeskolen, hvor jeg havde svært ved at sidde stille, gik jeg i lære som kleinsmed og fik som færdiguddannet job som svejser på dag-aften og nathold.” 

Patrick glædede sig til at komme på SU

Efter et år følte han, at han gerne ville have mere ansvar og undersøgte hvad der var af muligheder. ”Jeg glædede mig til at komme på SU. Jeg havde lejlighed og bil, så jeg har skåret ned. Det har jeg set som en positiv udfordring. Jeg har nu knallert og et værelse på 29m2, men har holdt fast på, at der skal være lidt til det sociale liv med venner,” fortæller en begejstret produktionsteknolog-studerende.

”Det var dejligt at starte, men også frustrerende, fordi jeg troede at jeg skulle fortsætte med konstruktion som speciale. Produktudvikling er ekstremt spændende, og der er ikke en dag, der har været kedelig. Det kan være lidt svært at omstille sig til at ”snakke” om en fx udviklingsproces over mange dage, men underviserne har gjort, at jeg tænker på en anden måde i dag,” uddyber Patrick, der dog har valgt driftsspecialet produktions- og procesoptimering.

Skal som uddannet produktionsteknolog agere mere selvstændigt

Patrick har fået øjnene op for ledelse, og overvejer at tage akademiuddannelse på deltid indenfor dette felt, når han er færdig som produktionsteknolog.  ”Jeg træner pigehåndbold, og bruger også det jeg har lært på Dania i den sammenhæng." Alt omkring en naturvidenskabelig tilgang kontra en humanistisk tilgang til udfordringer og fx virksomhedskultur, er også noget Patrick har med sig under praktik- og afgangsprojektet på tre måneder i en møbelvirksomhed.

”Jeg skal ikke tænke som en timelønnet, men agere mere selvstændigt. De spørger fx hvad jeg mener om en konkret produktions- og procesoptimeringsudfordring indenfor overfladebehandling. Jeg har masser at byde ind med fra uddannelsen, der er meget bred ” forklarer Patrick.

Uddannelsen er meget alsidig

Han vil klart anbefale uddannelsen til produktionsteknolog. ”Man skal gøre op med sig selv, hvad man vil. Uddannelsen er et godt trinbræt, der åbner indgangen, da den rammer meget alsidigt. De to år er givet godt ud, og jeg har da overvejet at læse videre. Men nu skal jeg have banket økonomien op, og bruge det jeg har lært i praksis, måske i udlandet som projektansat,” slutter Patrick, der overvejer på sigt at blive selvstændig med øje for det cirkulære og ”take back” økonomien i en forretningsmodel.