Logistikøkonom i finalen med F&H of Scandinavia

Efter praktik ved F&H of Scandinavia er logistikøkonom Allan Romvig Jensen så glad for stedet, at han har nomineret det som det bedste på Erhvervsakademi Dania. De er nu i finalen for deres engagement i at skabe det bedste praktikophold for den tidligere oversergent
Af Anne-Mette Gyldenløv
nyhed

I receptionen ved engros-virksomheden F&H of Scandinavia pryder diplomer og priser væggen. Årets Brand, læsernes favorit, Erhvervsrådets Årspris. Nu kommer et nyt diplom op på væggen som finalist i Årets Dania-praktik 2017.

Konkurrencen er lavet af Erhvervsakademi Dania og hylder det gode praktikophold. Det er logistikøkonom-studerende Allan Romvig Jensen, som har nomineret F&H of Scandinavia til den fornemme pris.

”De har fra dag ét stillet krav og udfordret mig med fagligt relevante opgaver. Deres kerneværdier passer med mine, jeg er blevet en del af holdet, og jeg har følt mig hjemme. Her er meget familiært, og jeg føler mig heldig at være kommet så godt et sted i praktik,” siger 33-årige Allan Romvig Jensen fra Løgstrup ved Viborg.

Faktisk var det netop i receptionen, hvor diplomet nu kommer til at hænge, at Allan Romvig Jensen blev endelig overbevist om, at det var det helt perfekte praktiksted.

”Jeg sad i sofaen og ventede, mens kokken grillede dagens frokost udenfor. Receptionisten undskyldte flere gange for røgen, men det skulle hun slet ikke. Det mindede om en sommerdag på terrassen og kombineret med de bløde puder i sofaen og smil fra folk, føltes her hjemligt og rart. Det har bestemt ikke ændret sig efter tre måneders praktik,” forklarer Allan Romvig Jensen.

Ivan Joeger Og Allan Romvig Jensen Web

Praktikanter skal give mening

Som studerende på Erhvervsakademi Dania i Hobro har han har været i praktik i logistikafdelingen ved virksomheden, der er Skandinaviens største grossist inden for isenkram med mere end 30 brands og over 8.000 forskellige varer på lagerhylderne. For Viborg-virksomheden er det vigtigt, at praktikanter bliver en del af holdet og ses som en medarbejder.

”Vi får mange henvendelser om at blive praktikant hos os, men der skal være stof at arbejde med, som også bliver brugt efterfølgende. Det skal give mening, så praktikanterne kommer til at bidrage på lige fod med alle andre,” forklarer Ivan Jæger, der er HR- og logistikdirektør.

Længe har virksomheden gerne villet have virksomhedens ordre- og fragtgrænser gennemset og evalueret, da den nuværende er flere år gamle. Men det er et tungt dataprojekt, som kræver overblik og tid – noget, som Allan Romvig Jensen havde masser af som praktikant.

”Det var en stor og spændende opgave. For det første er det rigtig mange tal, for jeg skulle finde tal for samtlige kunder ved F&H i Danmark, Norge og Sverige, og for det andet er de hentet mange forskellige steder. Heldigvis har jeg også haft andre ad hoc-opgaver indimellem, så jeg ikke blev taltræt,” smiler Allan Romvig Jensen, der elsker logik, analyser, optimering og ja – talbearbejdning.

Øget lagereffektivitet efter 14 dage

Allan Web

Et ”mindre” projekt har også været at optimere, hvordan F&H håndterer og pakker ordrer i logistikken. Her kunne Allan udover sin viden fra studiet bruge erfaringen fra 10 år som oversergent, hvor han blandt andet lavede fysisk procesoptimering.

”Jeg kunne se nogle uhensigtsmæssigheder, og 14 dage gammel i virksomheden kom jeg med forslag. De lyttede til mig, og jeg blev noget benovet, da de også ville bruge penge på at få mine ideer implementeret. Sammen med en anden fra logistikafdelingen fik vi flyttet rundt og købt lidt nyt ind, så F&H får en øget kapacitet, øget effektivitet og færre plukfejl på lageret,” fortæller han, og logistikdirektøren nikker.

”Det er et eksempel på, hvor fantastisk godt et parløb vi har haft med Allan som praktikant. Der er ingen tvivl om, at Allan med pladsen i logistikafdelingen er på den rette hylde rent uddannelses- og karrieremæssigt, og han har passet utroligt godt ind hos os,” fortæller Ivan Jæger, der glæder sig over Allans indstilling til Årets Dania-praktik og at beviset herpå hængt op i receptionen med de øvrige diplomer.

”Så kan I også huske mit navn,” griner Allan Romvig Jensen.

”Det behøver vi ikke - dig vil vi altid huske,” smiler Ivan tilbage.

 

KOM MED til finalen i Årets Dania-praktik 2017 - læs mere her

 

Læs mere om uddannelsen til logistikøkonom

 

FAKTA om Årets Dania-praktik

  • Konkurrencen er for de studerende på Dania, der var i praktik i studieåret 16/17
  • Det er de studerende, som selv indstiller deres praktikophold
  • 95 indstillede deres praktik til konkurrencen
  • Af dem er fem udvalgte gået videre til finalen
  • Danias vinder findes den 4. maj kl. 9-12
  • Vinderen går videre til den nationale konkurrence den 16. maj i Operaen i København, hvor der findes én samlet vinder for alle erhvervsakademier i Danmark.