Mere ansvar? Jimmy læste videre på Dania i Hadsten

”Uddannelsen til el-installatør fra Erhvervsakademi Dania i Hadsten lever op til forventningerne. Jeg kan kun anbefale andre at læse videre, hvis de har mod på det. For mig har det været rigtig godt,” siger 32 årige Jimmy, som bor ved Kjellerup. Jimmy Martin Ovesen arbejder i dag som el-installatør med bl.a. projektering og udbudsmateriale i Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S i Silkeborg.
nyhed

Jimmy blev færdig som elektriker i 2009 og fik job i Elcon i Viborg. ”Jeg havde lyst til at have mere ansvar og være medbestemmende til hvordan et moderne byggeri skal fremstå, så derfor blev det planen at læse videre. Jeg startede i 2011 og blev færdig i 2013,” beretter Jimmy tilfreds. Elcon fik igen glæde af Jimmy Ovesen, da han var i praktik i virksomheden og bl.a. lavede praktikrapport om tilbudsgivning og projektering. Afslutningsprojektet omhandlede projektering af reserveforsyningsanlæg bestående af UPS- og generatoranlæg.

På den to-årige videregående uddannelse til el-installatør er der en praktikperiode på minimum 9 uger i en virksomhed. Praktikperioden øger chancerne for job betragteligt.

Jimmy slutter: ”Der er flere el-installatører ansat i Søren Jensen A/S, hvor jeg nu arbejder, så der er mange døre der åbner sig, hvis man vælger at læse videre til el-installatør som elektriker.”

Uddannelse med god beskæftigelse

Beskæftigelsesanalyse fra december 2013 viser, at 92% har job inden for branchen, to dimittender har valgt at læse videre, en har job uden for branchen og en var ledig i december 2013.