Produktionsteknologuddannelsen var den korte vej til design for Kasper

”Jeg arbejder i et arkitektfirma, hvor jeg sikrer nyt design fra ”papir”processen til produktionen,” fortæller Kasper Sandberg Nikolajsen. Hos Gale + Bjerregaard udvikler man konceptløsninger til butikker. Kasper indgår som produktionsteknolog fra Erhvervsakademi Dania i Skive med kompetencer inden for design, innovation og produktionsstyring.
nyhed

Kasper på 32 år er oprindeligt uddannet tømrer. Han valgte målrettet produktionsteknolog uddannelsen i Skive for at få speciale i design og innovation. Med bopæl i Hadsten betød det kørsel hver dag, men med drømmejob inden for Industriel design, har det været det hele værd.

”Jeg kunne ikke holde fysisk til at være tømrer, så jeg besluttede mig for at læse videre. Da jeg blev færdig i 2013, fik jeg job i Riis Retail som kreativ produktudvikler. Nu er jeg i Gale + Bjerregaard som produktdesigner, hvor jeg arbejder sammen med et team af arkitekter, bygningskonstruktører og designere samt projektledere,” forklarer Kasper om sin vej fra tømrer til produktdesigner.

Uddannelsen er fin, den kan rettes den vej, man vil

Kasper er ikke i tvivl om, at de to år var med til at sikre, at han er landet indenfor design. ”Man kan køre uddannelsen i den retning, man vil, og du har to år til at sikre din retning.”

Kasper er den eneste produktionsteknolog i Gale + Bjerregaard. ”For mig var det den korte vej til at arbejde med design. Og så får man som produktionsteknolog også det tekniske aspekt med,” fremhæver produktdesigneren.

Styrken er kompetencer fra design til produktion

Han synes, at det er et meget spændende felt at arbejde i. Bestseller er blandt kunderne, og fx kan en opgave bestå i at slå en streg på et møbel, og derefter videreudvikle på det sammen med teamet og den kreative direktør. ”Der er run på,” konstaterer Kasper, der ser hans styrke ved netop at kunne omdanne design til produktionsproces i forhold til maskiner og apparater i samspil med underleverandører. Produktionsteknologen kender alle faser og kan derfor præge designet hele vejen igennem.