Uddannelse til markedsføringsøkonom får nye specialer

Nu er det muligt at vælge mellem tre nye specialer på Erhvervsakademi Danias videregående uddannelse til markedsføringsøkonom i Randers.
nyhed

Fra sommer bliver det muligt for nye studerende på uddannelsen til markedsføringsøkonom at vælge mellem tre nye specialer på Erhvervsakademi Dania i Randers. Det er Salg & Salgsledelse, Reklame & Online Marketing og Business Management.

Den toårige videregående uddannelse til markedsføringsøkonom er bygget op med tre semestre på skolen, et halvt semester i praktik og et halvt semester til at skrive hovedopgave. Netop i praktikken vil de studerende kan få stor glæde af de nye specialer.

"Vi har i flere år haft succes med vores praktik, hvor mange af vores studerende får tilbudt fastansættelse, ofte allerede inden praktiktiden er slut. Den succesrate vil sandsynligvis kun blive højere af de nye specialer, fordi det bliver nemmere for de studerende at forklare virksomhederne, hvad det er, de kan, ” fortæller studieleder Jeppe Juncker fra Erhvervsakademi Dania og tilføjer, at specialerne er udviklet ud fra samtaler med studerende og flere samarbejdspartnere fra erhvervslivet.

DE NYE SPECIALER ER

  • Business Management
    Med Business Management-specialiseringen går du i dybden med driftsøkonomi, statistik, ledelse og specifikke juridiske emner. Alt sammen for at få kompetencer til at styrke kvaliteten af de strategiske beslutninger i en virksomhed. Denne specialisering henvender sig til den ambitiøse studerende, der ser sig selv som en af morgendagens virksomhedsledere.

  • Reklame & Online Marketing
    Den rigtige reklame, på det rigtige tidspunkt, til de rette modtagere, er afgørende for virksomhedens succes. Specialet henvender sig til den udadvendte og kreative studerende, som ønsker en karriere inden for moderne markedskommunikation med virksomhedens visuelle identitet og mediekampagner i fokus.

  • Salg & Salgsledelse
    Specialet giver dig mulighed for at arbejde med alle facetter af salg – både som sælger og salgsleder. Du vil opnå kompetencer inden for det rådgivende salg og mestre processen fra behovsafdækning til den endelige aftale. Du vil kunne deltage i virksomhedens strategiske, taktiske og operationelle salgsudvikling samt med samarbejdspartnere og kunder. Du vil kunne håndtere salgslederens funktioner, tage kompetente beslutninger og motivere dine medarbejdere til at nå resultater.

 

Næste studiestart på uddannelsen er til september - ansøgningsfristen er d. 5. juli via optagelse.dk

 

21.04.15