Silkeborg får IT-uddannelse på højt niveau

Dania Erhverv og VIA University College har netop indgået samarbejde omkring udbud af IT-diplomuddannelse på deltid. Uddannelsesstedet bliver Erhvervsakademi Dania i Silkeborg.
Af Annemarie Chloé Aabling
nyhed

IT-uddannelsen, der er på diplomniveau svarende til bachelorniveau, bliver udbudt til efteråret 2016. Uddannelsen er et led i en større oprustning på IT-uddannelsesområdet i Silkeborg. IT-diplomuddannelsen udbydes i et samarbejde mellem Dania Erhverv, der er Erhvervsakademi Danias samlede efteruddannelsesenhed i region midt, og VIA University College.

I første omgang udbydes to diplommoduler med titlerne ”BIG DATA” og ”IT-Projektledelse”, som der er stor efterspørgsel efter i IT-branchen på landsplan. Nu får Silkeborggenserne også mulighed for at blive klogere på IT på højt niveau.

Baggrunden for samarbejdet er at tilgodese byens behov for kvalificeret arbejdskraft på IT-området. Og med mere end 200 IT-virksomheder i Silkeborg er behovet stort. Samtidig forventes det også at,uddannelsen vil tiltrække nye IT-medarbejdere til byen, der har brug for efteruddannelse på højt plan, eller medarbejdere fra andre brancher, som drømmer om et brancheskift.

Vidtrækkende planer på IT-uddannelsesområdet i Silkeborg
Om baggrunden for, hvorfor erhvervsdirektør Birgitte Riise Bjærge, Dania Erhverv, har valgt at udbyde IT-diplomuddannelsen sammen med VIA University College i Silkeborg, siger hun:

Birgitte Riise Bjaerge Dania Erhverv WEB

”Vi har flere end 200 IT-virksomheder i Silkeborg, hvilket er rigtig mange i forhold til byens størrelse. Derfor er der et stort behov for at tilbyde medarbejderne IT-opkvalificering lokalt, fastholde de nuværende IT-medarbejdere, tiltrække nye IT-medarbejdere og generelt øge IT-kompetencerne i byen. Vi ser frem til at kunne byde de første kursister velkommen til efteråret 2016 i samarbejde med VIA University College, hvor vi tilbyder de første moduler af en fuld IT-diplomuddannelse på i alt 60 ECTS-point, ” Birgitte Riise Bjærge tilføjer:

”På sigt har vi vidtrækkende planer med IT-uddannelser. Vores ambition er at blive et af de fortrukne uddannelsessteder i Jylland, når det gælder opkvalificering af IT-kompetencer på højt niveau – og her er vores samarbejdspartner VIA University College den helt rigtige spiller, som vi glæder os meget til at samarbejde med.”

VIA University College – en erfaren spiller på IT-uddannelser
Også uddannelsesdirektør Hanne Bundgaard, VIA University College, der er en erfaren spiller på efter- og videreuddannelsesområdet, glæder sig til samarbejdet med Dania Erhverv.

Hanne Bundgaard VIA WEB
Hanne Bundgaard udtaler:
”Vi ser frem til at kunne medvirke til at styrke IT-kompetencerne i Silkeborgområdet, og ser masser af potentiale i samarbejdet med Dania Erhverv. Vi starter to moduler op allerede i efteråret, som kan tages enkeltvis eller samlet – og flere moduler er på vej. Styrken ved såvel Big Data-modulet som IT-projektledelses-modulet er udover høj faglighed, den tætte kobling til praksis – uddannelsesforløbene skal have effekt i virksomhederne fra dag 1.”

Læs mere om IT-diplomuddannelsen her:
http://www.via.dk/efter-og-videreuddannelse/udbud/uddannelser/it-diplomuddannelsen