Videregående uddannelse i spil bliver anerkendt

Udviklingen af computerspil kræver samme særlige it-færdigheder, som når et banksystem skal udvikles. Det har Erhvervsakademi Dania i Grenaa kæmpet for at få anerkendt, og det er nu lykkedes med et kvalitetsstempel af uddannelsen til datamatiker
Af Mikkel Lodahl og Anne-Mette Gyldenløv
nyhed

En ny afgørelse fra Akkrediteringsrådet, der står for at kvalitetssikre uddannelser i Danmark, anderkender for første gang, at computerspil kan ses som IT-systemer, der kræver de samme færdigheder at udvikle som alle andre IT-systemer.

Computerspil er ellers længe blevet set som en mindre seriøs fætter til andre computerprogrammer og blevet skævet lidt til af IT-uddannelser, der for det meste har set det som et nichefag og udbudt enkelte forløb eller suppleringskurser i det.

Sådan er det ikke på Erhvervsakademi Danias afdeling i Grenaa – Dania Games – hvor man har opbygget en 2½-årig videregående datamatikeruddannelse baseret på, at man laver spil.

”De studerende programmerer, systemudvikler og analyserer teknologi på samme måde som alle andre datamatikere. Forskellen er blot, at de udvikler computerspil i stedet for banksystemer, mens de lærer deres færdigheder. På Dania Games er det spil hele vejen igennem, fordi vi altid har ment, at spil var lige så komplekse og lærerige at konstruere som andre systemer,” siger campuschef Jonatan Yde.
Campuschef JonatanHan jubler over blåstemplingen af spil-fokusset.

”Det er et godt klap på skulderen til vores undervisere og studerende, at det nu formelt er anderkendt, at spil kan betale sig at arbejde med.”

Vigtig sejr for spil på landsplan

Akkrediteringsrådet gennemgår uddannelser i Danmark efter en lang række kriterier fra tilrettelæggelse og gennemførelse til læringsudbytte. Rapporten for datamatikeruddannelsen med speciale i spiludvikling er en godkendelse af spils status som IT-system.

”Computerspil har specielt blandt ’håndværkerne’ altid haft en sekundær rolle i det danske uddannelsessystem. Det har været sådan noget, man har kunnet få lov til at lave i sin fritid, men på uddannelserne har man skullet arbejde med ’rigtige’ systemer de fleste steder,” forklarer Mikkel Lodahl, projektleder for Institut for Dansk Spiludvikling ved Dania Games.

Godkendelsen giver ikke kun Dania Games grund til at glæde sig, men er en sejr for hele spilindustrien.

”På sigt kan sådan en anderkendelse være med til at overbevise politiske og uddannelsesmæssige ledelseslag om vigtigheden af spil som et solidt, fagligt IT-produkt. Ud over de kunstneriske og forretningsmæssige successer, den danske spilbranche har fejret de sidste år, er det endnu et godt argument for at tage spil alvorligt,” siger Mikkel Lodahl.

Akkrediteringsrapporten vurderer uddannelsen i Grenaa betinget positiv. Betingelsen retter sig mod tilrettelæggelsen af uddannelsens praktik, som der allerede er lagt planer for at ændre.

Der er frist for optagelse på netop datamatikeruddannelsen med fokus på spil den 5. juli kl 12 via optagelse.dk