Dania-studerende udvikler for lokale virksomheder

At arbejde sammen med erhvervslivet er ikke bare et motto for Erhvervsakademi Dania. Studerende på markedsføringsøkonom-uddannelsen arbejder nemlig sammen med flere lokale virksomheder om nye internationale markeder
Af Alex Mareci
nyhed

Studerende fra Erhvervsakademi Dania i Viborg har gennem de to sidste måneder arbejdet med international forretningsudvikling på nye markeder for flere lokale virksomheder.

JP Group, Pure Power, NNON og Bisgaard Sko er nogle af de virksomheder, der har ønsket at blive udfordret af studerende på den videregående uddannelse til markedsføringsøkonom og Marketing Management.

”Det var meget udfordrende, men virkelig sjovt. Dania skubbede os ud af vores comfort-zone, og det var faktisk godt. Vi var i starten lidt bange for, om vi kunne lave noget, der var godt nok til virksomhederne, så nogle gange mødtes vi kl. 10 om formiddagen og forlod først skolen ved 6-tiden næste morgen,” smiler Nicole Raluca Baluta, der læser Marketing Management i Viborg og oprindeligt kommer fra Rumænien.

Hun var ret vild med, at grupperne skulle komme med skræddersyede forslag, der passede til de lande og forretningsmarkeder, som virksomhederne drømte om at gøre mere ved. Derfor tog hun og alle de andre grupper på studietur for at finde alle nødvendige oplysninger.

”Vores gruppe tog til Polen, mens vores venner fra en anden gruppe var i England. Hele processen involverede et tæt samarbejde med virksomheden for at indsamle de rigtige data direkte fra de markeder, vi arbejdede med. På den måde så vi, hvad der foregår i det virkelige liv med egne øjne,” siger Nicole Raluca Baluta.

Mange gode forslag på bordet

En af de involverede virksomheder er JP Group A/S, der er en familieejet virksomhed med hovedsæde i Viborg. De sælger reservedele og leverer især til klassiske biler fra mærker som VAG, Porsche og Mercedes-Benz.

”Generelt synes jeg, at de studerende havde gode forslag på bordet, og vi vil bruge nogle af deres ideer i vores fremtidige aktiviteter. Vi kunne måske selv have fundet på nogle af de tiltag, de foreslog, men samarbejdet med de studerende betød, at de lærte en masse, samtidig med at vi sparede os for et stort stykke arbejde,” forklarer Nikolaj Vestergaard Sandt, der er eksportassistent ved JP Group.

Desuden brugte flere af de internationale studerende fra Dania deres sprogkundskaber og internationale perspektiver til at udvikle unikke løsninger til virksomhederne.

”Det hjalp meget, at nogle af de studerende kendte kulturen og kunne tale sproget i det land, de arbejdede med. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor der ikke er en kødrand af andre virksomheder, der vil lave projekter som dette. De ved sandsynligvis ikke, hvor meget de kan få ud af det,” siger Nikolaj Vestergaard Sandt.

Billedtekst: Studerende fra Viborg har undersøgt og fundet nye forretningsmarkeder for lokale virksomheder. Fra venstre er det Shellamyr Adviento Thuesen fra Filippinerne, Sabitri Thapa fra Nepal, Nikolaj Vestergaard Sandt fra JP Group A/S, Nicole Raluca Baluta fra Rumænien og Zsofia Vigh fra Ungarn.

Vil du også arbejde tæt sammen med erhvervslivet under din uddannelse? 

Så læs til markedsføringsøkonom - få mere info HER