Test en videregående uddannelse på Dania i uge 43

Unge har mulighed for at teste et studie i tre dage i uge 43 på Erhvervsakademi Dania. Erfaringen siger, at det er gavnligt for mange, der skal til at vælge uddannelse - og karrierevej. Ansøgning er åben fra 11. september på www.studiepraktik.nu
nyhed

Unge fra 3. g. og andre, der overvejer uddannelse og jobretning kan komme i studiepraktik onsdag, torsdag og fredag i uge 43 på Erhvervsakademi Dania. Tilmelding på http://studiepraktik.nu/

Vælg mellem følgende videregående uddannelser:

Hobro

  • Logistikøkonom
  • Handelsøkonom
  • Finansøkonom

Viborg

  • It-teknolog
  • Autoteknolog
  • Markedsføringsøkonom
  • Administrationsøkonom

Grenaa

  • Datamatiker

Randers

  • Produktionsteknolog
  • PB i Optometri
  • Handelsøkonom
  • Serviceøkonom
  • Markedsføringsøkonom

Silkeborg

  • Finansøkonom
  • Handelsøkonom

God erfaring er meldingen fra dem, der prøvede studiepraktik i 2013

Fra Ikast kom der fire fra samme klasse til Dania i Silkeborg, og de synes alle om at være i studiepraktik. ”Jeg ser det som en god mulighed for at vurdere, om det er noget for mig. Jeg får indsigt i fagene, og overvejer lige nu om det skal være bank eller ejendomshandel,” siger Ruben, der er 19 år og fra Brande.

Gruppen snakker om hvor de studerende, der går på de videregående uddannelser på Bredhøjvej, egentlig bor. Det at flytte hjemmefra hører med til uddannelsestankerne.  ”Jeg synes, at underviserne har været meget ærlige omkring, hvad der vil være af udgifter til bøger og lignende på studiet,” siger Shannie, der er 17 og fra Ikast. Shannie tænker på, om hun skal blive ejendomsmægler, som er et af specialerne på finansøkonomuddannelsen.

Cases er aktuelle

”Det har været rigtig godt at opleve, hvordan underviserne inddrager de studerende, og spændende at høre hvad uddannelserne kan føre til af job,” siger Chris på  19 fra Ikast, og fortsætter: ” Erhvervsret har slet ikke været så tørt, som jeg havde frygtet, og jeg er vildt imponeret over at cases og undervisningsstof er helt opdateret. Det er jo fra 2013.”

 ”Jeg synes, det har været fint, at vi har haft mulighed for at spørge nogle af de studerende om, hvordan det er at læse på Dania i Silkeborg, uden at underviserne var der,” fortæller Shannie. Shannie og hendes medpraktikanter har også fået mere at vide om frihed kontra det at gå på et fleksibelt studie, hvor man både skal arbejde på skolen i perioder, men også skal gøre en stor indsats hjemme. ”Man skal lære at disponere sin tid.”

Ruben er blevet klogere på at finansøkonomuddannelsen fx giver merit til HD 2.del.

Som 17-19 årige har det overrasket de besøgende unge, at aldersspredningen er større på videregående uddannelser end i gymnasiet.  Alle nikker positivt til, at studiepraktik uge 43 er en rigtig god idé, hvis man vil få et kvalificeret indtryk af, hvad det vil sige at læse videre på fx Erhvervsakademi Dania.

Spændende dage                  

På uddannelsen PB i Optometri var uge 43 også besøgt af studiepraktikanter.  På Erhvervsakademi Dania i Randers var de alle meget tilfredse med at afprøve den sundhedsfaglige professionsuddannelse, som ofte fører til job som optiker. Flere var positivt overrasket over, at uddannelsen også indeholder mange praktiske øvelser i undervisningen. En skriver efterfølgende: ” …synes det har været nogle gode og spændende dage, - og et dejligt sted at være. Lærerne har været gode til undervisningen og taget godt i mod os.”