Thomas har fået drømmejobbet ved Grundfos

Den videregående uddannelse til produktionsteknolog har åbnet døren for Thomas Nygaard Pedersen til drømmejobbet som vedligeholdelsestekniker ved Grundfos.
nyhed

Alle, der bor i Bjerringbro kender nogen, der arbejder på byens største arbejdsplads, Grundfos. Sådan var det også for 26-årige Thomas Nygaard Pedersen, der er født og opvokset i byen. Han havde kun hørt gode ting om arbejdspladsen. Derfor var det en drøm, der gik i opfyldelse, da han september 2013 blev ansat som vedligeholdelsestekniker i afdelingen for værktøjsvedligehold ved verdens største pumpeproducent.

”Grundfos var drømmestedet for mig at arbejde, og det lever helt op til mine forventninger. Jeg sørger for igangsætning af værktøjsbestillinger, hvor der ved investeringer skal laves investeringsrapporter og kravspecifikationer samt projektrapport. Jeg styrer selv min arbejdsdag og opgaver, hvilket er fantastisk,” siger Thomas Nygaard Pedersen, der nu bor i Randers med sin kæreste.

Solgt til 3D-tegning, konstruktion og LEAN
Han er uddannet kleinsmed og kunne godt lide metalfaget, men ville gerne lære og kunne mere. Da han søgte efter tekniske videregående uddannelser, fandt han Erhvervsakademi Danias toårige videregående uddannelse til produktionsteknolog i Randers, og efter et besøg til åbent hus var han solgt.

”Jeg havde tegnet meget som kleinsmed, så det gav god mening at læse videre i Randers, som jeg flyttede til for at tage uddannelsen. Det var især konstruktion og tegning i 3D, som lokkede mig til, men undervejs valgte jeg at have fokus på driftsdelen med LEAN og optimering. Mange af de værktøjer, som jeg har lært at bruge på uddannelsen til produktionsteknolog, bruges i virksomheden Prodan, hvor jeg var i tre måneders praktik, og ved Grundfos,” forklarer Thomas Nygaard Pedersen, der dimitterede sommeren 2013.

”Jeg har langt mere frie tøjler og mere ansvar i dag end som kleinsmed, hvor en værkfører sagde, hvad jeg skulle lave. Det passer mig rigtig godt, så jeg kan kun anbefale uddannelsen til produktionsteknolog – især hvis man kan lide at arbejde med projektopgaver, LEAN, konstruktionsberegninger og CAD-programmer til teknisk dokumentation.”Mange Pumpedele

Notesbogen er en vigtig del af jobbet
Selvom meget af Thomas arbejdsdag foregår ved computeren, er den ikke hans vigtigste arbejdsredskab. Det er den sorte og røde notesbog derimod, for heri står alle vigtige notater fra arbejdsdagen.

”En dag for mig indeholder tre-fire tavlemøder rundt om i produktionen plus de almindelige møder om værktøj og drift, så jeg tager mange notater i løbet af en dag. Flere gange i løbet af dagen bruger jeg LEAN-værktøjet GEMBA, når jeg tager en tur ude i værkstedet og trykstøberiet. Her får man tit oplysninger, som kan bruges til opgaveløsninger fra tavlemøderne eller planlægning og bestilling af reservedele,” fortæller Thomas. 

”Der er mange spændende arbejdsopgaver på Grundfos, hvor nogle af de værktøjer, jeg har lært på studiet til produktionsteknolog, bruges. Så hvis man vil have en spændende arbejdsdag, vil jeg anbefale at læse videre til produktionsteknolog.”

Du kan se mere om uddannelsen til produktionsteknolog her.

29.01.2015